Jeg står ude på gaden. Det er koldt og det små regner. Ved min side stå min kone, som jeg har kendt igennem snart 20 år. Vi kender hinanden, som man kun kan kende hinanden efter 20 års op og ned turer, lær mere herinde. Vi kender hinanden kroppe og vi kender hinandens sind.
Ved middagsbordet kan det godt være stille, men det er ikke fordi, vi ikke har noget at tale om. Det er fordi, vi allerede ved, hvad hinanden vil sige. Vi har diskuteret politik, og vi har diskuteret børneopdragelse, vi har diskuteret, hvordan vi ønsker at dø, og hvordan vi ønsker at blive mindet. Vi har sat alle de ord vi kender sammen på et utal a måde, så vi tvivler på, at der snart er flere. Der sker imidlertid det, at min kære denne blæsende dag ude på gaden kigger mig ind i øjnene og siger ordet: kostumer
Sagen om kostumer
Hun kigger på mig, og siger ordet igen. Kostumer. Jeg forstår ikke helt, hvor hun vil hen med det, men det er jo snart fastenavn, så det kan være hun mener, at vores børn skal klæde sig ud. Det undrer mig dog, for det har de nu ikke gjort de sidste mange år. Derfor kigger jeg insisterende på hende, som jeg ofte gør, når jeg trods alt ikke kan læse hendes tanker. Hun kigger ned i jorden og slår kraven godt op. Jeg kan se, at ordet kostumer har vagt nogle tanker i hendes, som hun ikke helt ved, hvordan hun skal formulere færdigt. Så bryder hun endelig tavsheden og siger, at hun gerne vil prøve at klæde sig ud, mens vi går i seng sammen. Jeg er målløs, her troede jeg, at jeg kendte min søde kone helt ind til nerven, men ikke helt.