En morgen Jeg vågnede en morgen, hvor hele soveværelset var splittet ad. Jeg blev bange, for jeg vidste, at det var mig selv. Jeg havde haft endnu et af mine anfald i nat, men denne gang var det voldsommere end tidligere. Alle skufferne i kommoden var hevet ud og vendt på hovedet, og tøjet fra skufferne lå ud over det hele. Spejlet var desuden knust, og der var stadig blod på glasset, der hvor man kunne se, der var blevet slået. Jeg kiggede på min hånd, og blev lettet men samtidig endnu mere bange, da jeg opdagede, at min hånd ikke var fyldt med hverken sår eller var blodig. Det kunne derfor ikke være mig, der havde smadret spejlet i hvert fald.
De lignende anfald
Jeg prøvede, at vække min kæreste, for at fortælle ham hvad der var sket. Han skulle se, at vores gardiner (Se mere om gardiner her: http://www.pagunette.dk) var revet ned, at vores clockradioer var skilt ad og at vores soveværelse kort sagt var splittet ad. Da jeg vendte ham om mod mig, så jeg til min store forbavselse, at det var ham der blødte. I så fald var det ham, der havde smadret spejlet. Da jeg vækkede ham, spurgte jeg, om et var ham der havde splittet hele soveværelset ad. 
Han sagde først nej, men da han kunne mærke, at jeg sad og stirrede på ham, løftede han hovedet, og kiggede rundt i soveværelset. Dernæst bad jeg ham sammenligne sin hånd med aftrykket i spejlet, og han blev en smule skræmt. Han sagde undskyld, men han kunne slet ikke forstå, at han kunne gøre sådan noget i søvne. Jeg sagde til ham, at det ikke gjorde noget, og at jeg troede, det var mig, der havde gjort det, indtil jeg så hans hånd. Jeg fortalte ham, om de anfald jeg havde haft som barn. Da jeg var færdig med at fortælle, tog han min hånd, kyssede den og sagde, at han havde haft lignende anfald, da han var barn.